Velkommen til boe7.dk


30/07-08
Brøndby-AaB
25/07-08
AaB-Midtjylland
05/06-08
Med licens til at træne
25/05-08
Vejen til Champions League
1 kommentar
25/05-08
AaB-OB
23/05-08
Lyngby-AaB
23/05-08
AaB-Brøndby


Forside

Arkiv

15/05-08 AaB-Brøndby 2-0 (2-0)

Lagt p 23/05-08

Alle gisninger om gummiben kunne forstumme efter 2-0-sejren over Brøndby, som endeligt sikrede AaB det danske fodboldmesterskab i sæsonen 2007/08. Første halvleg var med AaB i kontrol, men det blev ikke til den helt store mængde chancer, indtil man i de sidste fem minutter før pausen scorede to gange efter hjørnespark. Det løsnede op for tingene, og i anden halvleg var der masser af chancer i begge ender, uden af nogen af holdene dog kom tættere på end David Williams' skud på indersiden af stolpen.

Aggressiv start

Efter det store nederlag i Parken var AaB tilbage i stærkeste opstilling, hvilket betød gensyn til Karim Zaza efter hans skadespause og til Michael Jakobsen, som havde overstået sin karantæne. Det betød bænkepladser til de to spillere, der stod svagest i billedet mod København, nemlig Kenneth Stenild Nielsen og Martin Pedersen.

Både København og Midtjylland havde vundet deres kampe tidligere på aftenen, så AaB gik på banen med den viden, at de skulle vinde for at sikre sig mesterskabet i tredjesidste spillerunde. I modsætning til de sidste par kampe var der heller ikke nogen tøven fra AaB-spillerne, der kom meget aggressive ud fra omklædningsrummet og lagde et tungt pres på gæsterne fra kampens start.

Ligesom i det meste af sæsonen var det arbejdsindsatsen og løbevilligheden der gav AaB overtaget, og man fik hurtigt omringet modstandernes boldholder og erobret bolden. Når bolden blev vundet, gik det også fremad i fuld fart, og efter fem minutters spil var der første gang optræk til en mulighed, da Allan Olesen spillede Lars Nilsson i dybden, men ingen var nået med frem til svenskerens tværaflevering.

AaB pressede højt og mødte gæsterne et pænt stykke inde på deres egen banehalvdel, hvor en meget arbejdsom angrebsduo startede presset ved at lukke spilmulighederne, så Brøndby blev tvunget til at spille frem i den ene side. Backen blev hurtigt sat under pres, og eftersom midtbanen sad tæt på deres modstandere, var der ikke andre muligheder end at sparke bolden frem mod Chris Katongo og Kasper Lorentzen, som AaB-forsvaret havde let ved at tøjle. Brøndby fik derfor sjældent noget spil i gang på AaB's banehalvdel, og endnu sjældnere var det med kontrol over bolden.

Dalende tempo

Godt nok havde AaB styr på Brøndbys spil, men efter den gode indledning mistede man til gengæld grebet om sit eget spil, som for ofte gik direkte fra forsvaret til angriberne, hvorfor det blev mere usammenhængende. Først efter et kvarters spil kom næste mulighed, da Andreas Johansson spillede et frispark i hjørnet skråt bagud til Michael Jakobsen, hvis skud dog gik lige forbi fjerneste målhjørne.

Brøndbys første forsøg kom i det 25. minut, da Brøndby vandt bolden midt på banen, hvorpå Martin Spelmann tog chancen fra 30 meters afstand, men Karim Zaza var nede ved stolpen for at redde. På det tidspunkt havde de end ikke haft et hjørnespark, men forsøget var trods alt noget bedre end Thomas Enevoldsens skud minuttet efter, da han sparkede langt over.

Gæsterne fik mere spil i løbet af halvlegen uden at blive farlige, da AaB'ernes aggressive pres gik et gear ned, og det betød at forsvaret kom længere tilbage at stå, og at der derfor var længere frem til angriberne, når de blev forsøgt sendt af sted med lange bolde. Det betød igen at det ikke var muligt at lave noget ordentligt genpres, da midtbanespillerne ikke kunne nå med frem, og bolden var hurtigt på Brøndby-fødder igen.

Afgørende opblomstring

De sidste ti minutter stod igen i AaB'ernes tegn, da man i et par omgange lykkedes med at bevare roen og spille de små, flade afleveringer, indtil der var plads til at spille i rum. Det gav nogle gode kontraangreb, hvor man fik mange spillere med frem, og gav også Lars Nilsson en god bold i dybden fra Jeppe Lund Curth, som svenskeren fra en spids vinkel fik lavet en god afslutning på i det lange hjørne.

Takterne fra begyndelsen af kampen var altså blevet fundet frem igen mod slutningen, og det begyndte også at kaste hjørnespark af sig igen. Og netop et hjørnespark var det der skulle til for at bringe AaB på mesterskabskurs, selvom målscoreren var Brøndby-spilleren Max von Schlebrügge, som i nærkamp med Thomas Augustinussen endte med at dirigere Michael Jakobsens hjørnespark i mål med ryggen.

Og som om det ikke var godt nok at gå til pause på, blev det til endnu en hjørnesparksscoring lige inden pausefløjtet. Denne gang kom sparket fra Thomas Enevoldsen i den anden side, og midt for mål kunne Kasper Risgård heade bolden i mål. Risgård havde snydt sin direkte oppasser ved at løbe mod forreste stolpe, hvorefter han gik et par skridt tilbage og endte med at stå fuldstændigt udækket.

Brøndby-offensiv

Anden halvleg startede igen med AaB i en aggressivt pressende rolle, men Brøndby var bedre til at spille sig ud af vanskelighederne, og Martin Retov var den afgørende figur, idet han var god til at modtage bolden og få skiftet side. Derfor kunne gæsterne ofte føre bolden frem langs kanterne og på den måde tvinge AaB'erne tilbage, og det var lige ved at give pote efter fem minutter.

Bolden var blevet ført frem over venstre side og spillet ind på kanten af feltet, hvor Kasper Risgård fik skovlet den væk. Max von Schlebrügge opfangede bolden og spillede over i højre side, hvor Martin Spelmann og Daniel Wass i fællesskab fik spillet sig frem til et fladt indlæg, men Chris Katongo overplacerede sit skud, som tog ydersiden af stolpen.

Det var også over kanten at de kom til afslutning fem minutter senere, da et indlæg fra højre side blev forlænget og røg helt over i modsatte side. Bolden blev spillet på tværs, hvor Stefan Gislason sparkede fladt fra distancen, men Karim Zaza tog sig af det hårde skud, som han dog ikke kunne holde i første omgang. Gislason havde et par minutter senere et nyt skud fra distancen, som Zaza også tog sig sikkert af.

Begge Brøndbys backs deltog i spillet, og det efterlod plads til at Lars Nilsson kunne modtage bolden ved sidelinjen og køre direkte mod mål imellem de to Gislason-skud. Med bolden klistret til fødderne kom han helt tæt på Max von Schlebrügge, hvorefter han trak ind i banen og sparkede hårdt forbi fjerneste målhjørne.

Åben slagudveksling

Kampen var begyndt at åbne sig i begge ender, og AaB var de næste til at blive nærgående, da Andreas Johansson gled forbi Daniel Wass i venstre side og sendte et fladt indlæg ind mod forreste stang, som Stephan Andersen fik afværget i første omgang, og lige bagefter kom der et indlæg til bageste stolpe, som blev en tand for lang for Kasper Risgård. Næste chance var til gæsterne, men Samuel Holmén headede lige på Karim Zaza på Daniel Wass' indlæg.

Andreas Johansson kom kort efter ind i en mere central rolle, da Patrick Kristensen erstattede Lars Nilsson og overtog Johanssons plads på venstrekanten. Der gik lidt tid inden man kunne se effekten af udskiftningen, og i mellemtiden havde Chris Katongo haft en god mulighed, da Samuel Holmén udnyttede en fejl af Michael Jakobsen til at stjæle bolden og sende et godt indlæg ind forrest i feltet.

Den største chance kom dog med tyve minutter igen, da et udspark fra Stephan Andersen gik forbi alt og alle og hen til David Williams, som sparkede på indersiden af modsatte stolpe, hvorefter bolden gik på tværs af mål. Et par minutter senere havde Martin Spelmann et godt skud lige forbi mål efter at han havde udnyttet et overlap af Daniel Wass til at skabe sig plads.

Mesterskabet kørt hjem

AaB havde også masser af angreb og indlæg, men uden helt at komme til deciderede afslutninger, før Patrick Kristensen med et kvarter igen slap igennem på kanten og sendte bolden skråt bagud til Jeppe Lund Curth, hvis skud Stephan Andersen dog reddede flot tæt på stolpen. Andreas Johansson stod for næste afslutning, da Thomas Augustinussen erobrede bolden midt på banen og fortsatte sit løb fremad, hvilket gav Johansson plads til at sparke på/over mål.

Andreas Johansson var begyndt at føle sig helt til rette på pladsen som andenangriber, hvor han hele tiden kunne bevæge sig rundt og få bolden, hvorefter han var umulig at tage den fra. Johansson var manden bag Simon Bræmers indlæg til Thomas Enevoldsens afslutning og spillede generelt en klasse eller to over banens andre aktører, men AaB kørte også selvsikkert bolden rundt mod et Brøndby-hold, der havde opgivet at få noget ud af kampen.

Den sidste del af kampen havde AaB bolden det meste af tiden, men man gjorde nu heller ikke et stort nummer ud af at komme til chancer. Man kørte de sikre afleveringer for at få tiden til at gå uden at risikere noget, mens man ventede på den ultimative forløsning, da Nicolai Vollquartz kunne fløjte kampen af, og der ikke længere var nogen tvivl om at AaB havde vundet det tredje danske mesterskab i klubbens historie.

AaB-Brøndby 2-0 (2-0)

42. 1-0 Selvmål Max von Schlebrügge
45. 2-0 Kasper Risgård

AaB

Karim Zaza - Allan Olesen, Danny Califf, Steve Olfers, Michael Jakobsen - Thomas Enevoldsen, Thomas Augustinussen, Kasper Risgård, Andreas Johansson - Lars Nilsson (63. Patrick Kristensen), Jeppe Lund Curth (82. Simon Bræmer).

Brøndby

Stephan Andersen - Daniel Wass, Mark Howard, Max von Schlebrügge, Kim Daugaard - Martin Spelmann, Stefan Gislason (90. Pierre Kanstrup), Martin Retov, Samuel Holmén (81. Peter Madsen) - Kasper Lorentzen (46. David Williams), Chris Katongo.

Mere i samme kategori

Kampe mod Brøndby

Kampe i Superligaen

Navigering

Næste indlæg - Forrige indlæg

Skriv en kommentar (alle felter skal udfyldes)

Navn:

E-post-adresse:

Din kommentar:

Af hensyn til spam bedes du skrive et syvtal i boksen herunder:

2003-08 boe7.dk